Fra juli 2023 vil EU stramme kravene til elmotorers energieffektivitet.

Den sidste fase af EU's ecodesign-regler, som stiller strengere krav til elmotorers energieffektivitet, træder i kraft den 1. juli 2023. Det betyder, at motorer mellem 75 kW og 200 kW, der sælges i EU, skal opnå et energieffektivitetsniveau svarende til IE4.

Implementeringen afKommissionens forordning (EU)Forordning 2019/1781 om fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af elektriske motorer og drev med variabel hastighed går ind i den sidste fase.

De opdaterede regler for elmotorers energieffektivitet træder i kraft den 1. juli 2023 og vil ifølge EU's egne beregninger resultere i årlige energibesparelser på mere end 100 TWh inden 2030. Dette svarer til Hollands samlede energiproduktion. Denne effektivitetsforbedring betyder en potentiel reduktion af CO2-udledningen på 40 millioner tons om året.

Fra den 1. juli 2023 skal alle elmotorer med en effekt mellem 75 kW og 200 kW have en international energiklasse (IE) svarende til mindst IE4. Dette vil påvirke en bred vifte af applikationer, der i øjeblikket har en IE3-motor.

"Vi vil se en naturlig udfasning af de IE3-motorer, der nu er underlagt IE4-kravene. Men skæringsdatoen gælder kun for motorer produceret efter 1. juli. Det betyder, at kunderne stadig kan få leveret IE3-motorer, så længe lager haves hos Hoyer," siger Rune Svendsen, Segment Manager – Industry hos Hoyer.

Ud over IE4-kravet skal Ex eb-motorer fra 0,12 kW til 1000 kW og enfasede motorer fra 0,12 kW og opefter som minimum opfylde kravene til IE2.

Reglerne fra 1. juli 2023

Den nye forordning gælder for induktionsmotorer op til 1000 V og 50 Hz, 60 Hz og 50/60 Hz til kontinuerlig drift via elnettet. Kravene til energieffektivitet er:

IE4-krav

  • Trefasede asynkronmotorer med 2-6 poler og en effekt mellem 75 kW og 200 kW.
  • Gælder ikke for bremsemotorer, Ex eb-motorer med øget sikkerhed og visse eksplosionsbeskyttede motorer.

IE3-krav

  • Trefasede asynkronmotorer med 2-8 poler og en effekt mellem 0,75 kW og 1000 kW, undtagen motorer, der er underlagt IE4-kravet.

IE2-krav

  • Trefasede asynkronmotorer med en effekt mellem 0,12 kW og 0,75 kW.
  • Ex eb-motorer med øget sikkerhed fra 0,12 kW til 1000 kW
  • Enfasede motorer fra 0,12 kW til 1000 kW

Det er vigtigt at bemærke, at forordningen også indeholder andre undtagelser og særlige krav, afhængigt af motorens anvendelse og miljøforholdene.

 


Opslagstidspunkt: 19. juli 2023